STU
Skolen tilbyder STU for 16-25-årige
- 12 ugers afklaringsforløb
- 5 forskellige linjer
- Spændende praktikforløb
- Kompetencebevis efter afsluttet uddannelse
Uddannelsen har til formål, at unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse
Uddannelsen er 3-årig. De første 12 uger består af et afklaringsforløb, hvor der zoomes ind på interesser og evner i forhold til, at vi sammen med den unge, dennes UU-vejleder og evt. forældre planlægger uddannelsens indhold og forløb.
Elevens uddannelse bliver beskrevet i en forløbsplan, hvor elevens kompetencer, udfordringer og indsatser beskrives og opdateres løbende. Forløbsplanen kan læses på specialvejledning.dk
Hvert halve år bliver forløbsplanen evalueret sammen med UU-vejlederen.
STU-forløbet indeholder træning af forskellige praktiske færdigheder, produktioner og arbejdstræning, teoretisk læring og træning i livsfærdigheder såsom madlavning, kost, hygiejne og økonomi. Desuden er der undervisning i samfundsfag, demokratiske rettigheder og pligter.
De 5 linjer:
- Have, park og naturpleje
- Mekanik – reparation og vedligeholdelse
- Madproduktion – hygiejne og anretning
- Byggeri og håndværk/Servicemedarbejder
- Kreativitet, musik og drama
Vi tager i meget høj grad udgangspunkt i den enkeltes interesser og ønsker for fremtiden og finder altid rum og muligheder, hvis der er særlige ønsker, som ikke automatisk er en del af de 5 basislinjer.
STU Bogense er et lille STU-sted, dvs. det er til at overskue for dem, som kan have svært ved større forsamlinger – og alle når at lære hinanden at kende.
Hver uge laver vi status på ugen, der gik – og detailplanlægger ugen, der kommer, så eleven hele tiden ved, hvad han/hun skal i den kommende uge.
Vi har et stort netværk af praktikværter, som vi kender gennem mange år og som velvilligt stiller sig til rådighed, når vores elever skal ud at prøve kræfter med forskellige slags arbejdsområder.
Der er ikke eksamener i ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov (STU). Uddannelsen afsluttes med et kompetencepapir.